Bæredygtigt hverdagsliv

Hverdagen på et langt ophold på vester Thorup Højskole er gennemsyret af, at vi i fællesskab øver os i at leve et bæredygtigt hverdagsliv i praksis. Og hvad betyder det så?

For os betyder det, at vi sætter alt hvad vi gør, forbruger og spiser under lup: Vi undersøger, hvordan vi kan leve et sjovt, godt og spændende liv uden at skabe yderlige klimabelastning, true biodiversiteten og forurene verdenshavene.

Det er et af vores mål at have et selvforsynende køkken. Maden til vores måltider kommer primært fra lokale, økologiske landbrug og naturskånsomt fanget fisk – og på sigt fra vores egen køkkenhave. Men selvforsyning handler for os ikke kun om maden, vi spiser. Det handler fx også om at kunne reparere sin cykel og sine bukser, når de går i stykker. Derfor har vi værksteder og en række valgfag, hvor du kan lære at producere, genanvende og reparere i stedet for at købe nyt.

Hverdagen på skolen bærer præg af at der hver morgen er afsat 30 minutter til det, vi kalder ‘langsom hverdag’. Her giver vi dig inspiration til hverdagspraksisser, som kan styrke din evne til at finde ro i dig selv og fordybe dig. Det kan fx være at læse, meditere, luge ukrudt i køkkenhaven, lytte til dagens nyheder eller din yndlingspodcast. Vi tror på, det har værdi at træne langsomme hverdagspraksisser i et samfund i høj acceleration, hvor stress, overfladiske nyheder og præstationskultur er normen.

Som elev på skolen er du med til at forme livet og hverdagen på højskolen. Skolen er jeres hjem, hvor I kan få lov til at lade jeres ideer vokse og plads. Om det så er at bygge en sauna på stranden eller holde en fest, hvor der drikkes hjemmebrygget øl.