Bymøde om en klimavenlig landsbyhave

Onsdag 9. september 2020 kl. 19.00-20.30 (fællesspisning fra kl. 18)

Kære borgere i Vester Thorup, Thorupstrand og omegn. Og andre interesserede!

I inviteres hermed til kaffe, kage og en snak om vores nye projekt: En klimavenlig landsbyhave i højskolens skolegård. Vi har fået 50.000 af Nordeafondens lokalpulje og 50.000 af Jammerbugt Kommune. Pengene skal bruges til at skabe et byrum, som kommer både højskolens elever og omegnens borgere til gode – et sted hvor vi kan mødes og komme hinanden ved.

Vi drømmer bla. om at lave udendørs koncerter og fælles madlavningsaftener. Dertil skal vi have bygget langborde, et udekøkken og en scene. Men hvordan skal det se ud? Hvad kunne haven ellers indeholde? Hvad skal der til for, at du og dine naboer vil bruge den? På mødet tager vi imod alle ideer, så vi efterfølgende kan tage en beslutning om den endelige designplan.

Den klimavenlig landsbyhave kommer også til at indeholde en køkkenhave, højbede og andre faciliteter til, at vi kan eksperimentere med klimavenlige dyrkningsmetoder. Drømmen er, at vi på sigt kan høste grøntsager fra egen have, når vi laver fælles madlavning og fællesspisninger med klimavenlige råvarer.

Mød endelig op – både hvis du har gode ideer eller du bare gerne vil lytte med. Alle er velkomne! På mødet deltager også højskolens elever og Vester Thorup og Omegns Landsbyforening.

Inden mødet er der gratis fællesspisning på højskolen kl. 18. Hvis du vil deltage i spisningen skal du skrive til kontor@vester-thorup-hojskole.dk senest den 7. september.