Drive-In Højskole: Danmark rundt på tomlen

Er du vores kommende højskoleelev eller vil du blot opleve højskolestemningen en enkelt aften? Så kom med til Drive-In Højskole: En lærerig og hjertevarm aften på Vester Thorup Højskole med fællessang, foredrag og fiskedeller – de lokale af slagsen, naturligvis!

Foredragene er fordelt på tre onsdage. Du kan deltage i lige netop dét, du synes lyder allermest spændende – eller simpelthen købe billet til hele molevitten.

Det foregår som et klassisk Drive-In koncept, og derudover holder vi fællesspisning efterfulgt af fællessang og et spændende foredrag med én af Vester Thorup Højskoles undervisere. Foredragene streames ligeledes på Facebook Live, så hele Danmark kan følge med og stille spørgsmål til slut.

Praktisk


1 billet koster 75 kr. og inkluderer det valgte foredrag, fællessang, mad og gratis parkering. For at købe billet ringer du til vores medskaberelev Sofie på 71 79 40 02. Derefter foregår betaling på mobilepay.

I betaler samlet for hver bil. Er der fx 2 personer i én bil, betaler I for 2 personer og tilmelder 1 bil. Der er plads til 25 biler i alt i skolegården, og det foregår efter først-til-mølle-konceptet. Vi opfordrer til, at I kun kommer sammen med folk, som I har kontakt med til hverdag.

I får udleveret mad ved ankomst, og menuen består af en fiskedellesandwich fra Thorupstrand Fiskehus. Fisken er lokalt og naturskånsomt fanget af ‘Gutterne på Kutterne’ – de lokale kystfiskere fra Thorupstrand. Drikkevarer medbringer du og dine passagerer selv.

Hvor og hvornår?

Onsdag den 3. juni kl. 17.30-20.00 i skolegården på Vester Thorup Højskole, Thorup Strandvej 14, 9690 Fjerritslev.

Danmark rundt på tomlen – 16 år i Vejkantsdanmark

Carsten Theede fra Blaffernationen vil give syv konkrete bud på, hvordan vi i hverdagen kan blive inspireret af blafferens rejsefilosofi – godt blandet med fortællinger fra livet i Vejkantsdanmark og anekdoter fra 16 års tommelrejser i Danmark. 

For hvad sker der med os, når vi ikke ved, hvem der stopper? Det handler (blandt andet) om kontroltab og hvordan vi kan lære at navigere i det kaos, som måske er grundvilkåret her i livet, og hvad kan vi lære af blafferens filosofi og væren-i-verden? 


Coronaen har sat tempoet ned i samfundet, og rejsen for blafferen handler netop om at være undervejs langsomt med nysgerrighed og forundringsparathed. Befinder det eksotiske sig i landskaberne, vi oplever, eller i blikket vi ser landskaberne med? For behøver vi at rejse til Cuba eller Istanbul for at få en eksotisk og autentisk oplevelse – eller ligger den lige om hjørnet?

Carsten har startet Blaffernationen og laver projekter med blafferi over hele Danmark. Han har lavet Danmarks første officielle blafferstoppesteder, som han nu udbreder til hele landet med formålet om at skabe mere tillid og grøn omstilling i hverdagen. Han har desuden været med til at starte Vester Thorup Højskole.

DR-klip: https://www.facebook.com/watch/?ref=external&v=2013598705357310
Tv2 Lorry: https://www.tv2lorry.dk/blaffersnak/blaffersnak-15
Blafferpodcast – Folketingsvalget 2019: https://www.spreaker.com/show/blaffernationen