Drive-In Højskole: Du skal overleve – et europæisk epos

Er du vores kommende højskoleelev eller vil du blot opleve højskolestemningen en enkelt aften? Så kom med til Drive-In Højskole: En lærerig og hjertevarm aften på Vester Thorup Højskole med fællessang, foredrag og fiskedeller – de lokale af slagsen, naturligvis!

Foredragene er fordelt på tre onsdage. Du kan deltage i lige netop dét, du synes lyder allermest spændende – eller simpelthen købe billet til hele molevitten.

Det foregår som et klassisk Drive-In koncept, og derudover holder vi fællesspisning efterfulgt af fællessang og et spændende foredrag med én af Vester Thorup Højskoles undervisere. Foredragene streames ligeledes på Facebook Live, så hele Danmark kan følge med og stille spørgsmål til slut.

Praktisk

1 billet koster 75 kr. og inkluderer det valgte foredrag, fællessang, mad og gratis parkering. For at købe billet ringer du til vores medskaberelev Sofie på 71 79 40 02. Derefter foregår betaling på mobilepay.

I betaler samlet for hver bil. Er der fx 2 personer i én bil, betaler I for 2 personer og tilmelder 1 bil. Der er plads til 25 biler i alt i skolegården, og det foregår efter først-til-mølle-konceptet. Vi opfordrer til, at I kun kommer sammen med folk, som I har kontakt med til hverdag.

I får udleveret mad ved ankomst, og menuen består af en fiskedellesandwich fra Thorupstrand Fiskehus. Fisken er lokalt og naturskånsomt fanget af ‘Gutterne på Kutterne’ – de lokale kystfiskere fra Thorupstrand. Drikkevarer medbringer du og dine passagerer selv.

Hvor og hvornår?

Onsdag den 17. juni kl. 17.30-20.00 i skolegården på Vester Thorup Højskole, Thorup Strandvej 14, 9690 Fjerritslev.

Du skal overleve – et europæisk epos

Hvorfor ville den dengang 22 årige Aske Jonatan Kreilgaard forlade kæreste, job, uddannelse og give sine ejendele væk for at drage ud i verden? Han var tom indeni, og rejser derfor til fods gennem Europa søgende efter noget, der kan skabe mening i hans tilværelse.

Rejsen fører ham fra Danmark, gennem EU, til Frankrig og flygtningelejren The Jungle hvor han bor et år før han til sidst efter mange rejser ender på toppen af et bjerg i mexico, hvor han med shamaners hjælp indser kraften i tilgivelse og vender hjem igen. Igennem hans rejse kommer vi tæt ind på livet af familier, der har et andet, men dog nært forhold til begreberne håb og fortabelse. Askes rejse bliver dermed også en følelsesmæssig erkendelsesrejse ind i sjælen på disse menneskeskæbner, han møder. Det bliver især børnene i flygtningelejren og de oplevelser, han deler med dem, der lærer ham hvad rigtig sorg og glæde betyder, og hvordan man overlever livets værste kår. Fyldt af indtryk starter han derfor organisationen R.Y.S, der ender med at tage sig af over 1000 uledsagede børn.

Som tilhører bliver vi igennem historien og musikken ført helt ind i problemerne i verden og i os selv. Vi kommer derind hvor det gør ondt og, hvor man finder ud af, hvad det vil sige at overleve, når alt er skåret fra. Vi møder kraften i næstekærlighed og håb, der kan få os igennem selv de værste ting i livet. Alt sammen noget der sætter vores eget liv i perspektiv.