Foredrag om blafferi

15. oktober kl. 19

Der er 1,05 person i gennemsnit pr. bil men vi sidder fast i trafikken i myldretiden, som man siger. Men vi er jo trafikken. 30% af Danmarks CO2-udledning stammer fra transportsektoren. Og hvor er det lige vi møder fremmede mennesker i dagens Danmark og får en god og nysgerrig snak, selvom vi er uenige?

Kom og hør Vester Thorup Højskoles nye underviser Carsten Theede fortælle om potentialerne ved den spontane samkørsel og den bæredygtige mobilitetsform, som blafferi er. Hør dertil historier om livet på tomlen i Vejkantsdanmark og hvordan han de sidste 17 år har været rundt i alle afkroge af Danmark.

Carsten er stifter af Blaffernationen, som udbreder blafferi og spontan samkørsel. Det gør han via officielle blafferstoppesteder og partnerskaber med byer, kommuner og landsbyer samt ved at arrangere bæredygtige studieture og teambuilding for højskoler og virksomheder.

Vi satser på en fornøjelig aften med historier om at være på afveje og nyde kaos, om langsomheden, om tilliden og om, hvad Vester Thorup Højskoles kommende elever kan lære om livet ved at blaffe og hvordan blafferi og spontan samkørsel bliver en del af højskolens kernefag Grønt Laboratorium.

Se mere her: http://www.blaffernationen.dk/

Entré: Valgfri donation, som vi donerer til Den Danske Naturfond.