Grønt laboratorium

Faget Grønt laboratorium er fælles for alle elever – og det er mere end bare et fag. Her skaber vi forandring i den virkelige verden gennem partnerskaber med grønne virksomheder eller organisationer.

På et langt ophold på højskolen kommer du igennem tre forløb på seks ugers varighed, hvor du bliver klogere på emner, der relaterer sig til grøn omstilling, vedvarende energi, naturbeskyttelse og genanvendelse.

Hvert forløb afsluttes med en aktion – fx politisk aktivisme, et kunstevent eller en produktpræsentation – afhængigt af, hvad I har udviklet. Faget giver dig praktisk erfaring med at samarbejde med andre om at skabe en grønnere fremtid og omsætte ideer til virkelighed.

Du får

  • grøn viden om fx vind- og bølgeenergi, bæredygtig transport, opsamling af plastic i verdenshavene, industrifiskeriets konsekvenser mm.
  • indblik i den virkelige verden gennem vores partnere. Her taler vi ikke så meget. Vi tager ud, handler og skaber i samarbejde med dem, der ved allermest om grøn omstilling.
  • værktøjer til at skabe samfundsforandring og iværksætteri. Du lærer at udtænke, planlægge og afvikle et projekt og omsætte jeres grønne ideer til handling gennem praksis. Samtidig lærer du om innovation, at skabe politisk/kunstnerisk aktivisme, kampagneudvikling, eventmanagement, pressehåndtering, opstart af socialøkonomiske virksomheder/foreninger mm., så du efter forløbet har en hel palet af værktøjer til at omsætte grønne ideer til praksis.
  • personlig udvikling. Gennem projektforløbene lærer du om samarbejdets dynamik, dine egne grænser, dit mod, hvordan du kan skabe handling og hvordan du tackler afmagt. Vi bruger lederskabsøvelser og skaber rum for personlig refleksion undervejs.

Eksempel på case

Livet og havet

Havmiljøet i verdenshavene er truet af iltsvind, forurening og industrifiskeriets bomtrawling, som ødelægger havbunden og fiskenes livsbetingelser. Havet ud for højskolen er et levende (eller døende) eksempel på den kritiske udvikling, og fiskerbyen Thorupstrand tæt på højskolen er en kampplads for politisk aktivisme for bæredygtigt fiskeri.

Højskolen samarbejder med de lokale fiskere og Thorupstrand Kystfiskerlaug om at lave aktioner og kampagner, som kan sprede viden om den kritiske situation. De konkrete ideer kan du være med til at udvikle og udføre i samarbejde med fiskerne.

Vil du være partner?

Alle virksomheder, kommuner, organisationer og aktører som arbejder med bæredygtighed, er velkomne til at kontakte os med henblik på udvikling af et partnerskab. Det er også muligt at bruge skolen til møder/konferencer omhandlende grøn omstilling.