Livet på højskolen

Hverdagen på et langt ophold på Vester Thorup Højskole er gennemsyret af, at vi i fællesskab øver os i at leve et bæredygtigt hverdagsliv i praksis. Og hvad betyder det så?

For os betyder det, at vi sætter alt hvad vi gør, forbruger og spiser under lup: Vi undersøger, hvordan vi kan leve et sjovt, godt og spændende liv uden at skabe yderlige klimabelastning, true biodiversiteten og forurene verdenshavene.

Det er et af målene i vores manifest at have et selvforsynende køkken. Maden til vores måltider kommer primært fra lokale, økologiske landbrug og naturskånsomt fanget fisk – og på sigt fra vores egen køkkenhave. Men selvforsyning handler for os ikke kun om maden, vi spiser. Det handler fx også om at kunne reparere sin cykel og sine bukser, når de går i stykker. Derfor har vi værksteder, hvor du kan reparere i stedet for at købe nyt.

Som elev på skolen er du med til at forme livet og hverdagen på højskolen. Skolen er jeres hjem, hvor I kan få lov til at lade jeres ideer vokse og få plads. Om det så er at bygge en sauna på stranden eller holde en fest, hvor der drikkes hjemmebrygget øl.

Vi har plads til 45 elever på skolen. Vi ser det som en stor styrke, at vi ikke er flere end at vi kan skabe et nært og meningsfuldt fællesskab. Det betyder også, at der er plads til at du kan føre dine ideer ud i livet og være med til at præge højskolen.

Aktiviteter udenfor undervisningen

De steder i skemaet, hvor der ikke er lagt noget ind kalder vi for ”egen tid”. Der bestemmer du selv, hvad du vil lave. Du kan bruge skolens faciliteter eller indgå i forskellige aktiviteter i lokalmiljøet.

Fitnessrum, multibane og fodboldbaner

Højskolens nabo er den lokale boldklub og deres boldbaner grænser op til skolens grund. Vi har en stor fodboldbane, en multibane (basket og fodbold på asfalt), samt et fitnessrum med løbebånd, motionscykler, boksepude og vægte.

Værksted, krearum og kunstrum

Vores praktiske værksteder er også åbne uden for undervisningen. I værkstedet kan du reparere dine ting eller bygge noget i genbrugstræ. Hvis du har en idé til et projekt eller noget, der skal bygges på skolen, så hjælper vi dig med at komme i gang. I krearummet er der en symaskine, strikkepinde og andre forskellige håndarbejdsmaterialer, som du kan bruge, hvis du skal reparere et stykke tøj eller har en idé til noget, du gerne vil lave. I kunstrummet kan du male, tegne, lave skulpturer og udfolde dig kreativt.

Oplev kystfiskerlivet

I Thorupstrand er der altid gang i et eller andet. Fiskerne reparerer garn på stranden ved kutterne, Per trækker bådene op på land, Julio renser fisk i pakhuset. Én cruiser en tur på stranden på sin traktor, mens tre andre fiskere spiller kort, drikker kaffe i spilhuset og venter på haw-vejr. Dét liv – kystfiskerlivet – kan du blive en del af, mens du går på Vester Thorup Højskole. Gert (tidligere fisker) tager de elever, som har lyst, med en tur på havet, når vejret er til det.

Helt generelt bliver højskoleelever altid taget nysgerrigt imod i fiskermiljøet ved haw (som de lokale siger). Så pas på, hvis du tager derned og sætter gang i en snak – du risikerer at blive hængende!

A126 Hebron

På landingspladsen i Thorupstrand ligger kutteren A126 Hebron af Thorupstrand – og venter på at blive sat i stand og komme på haw igen. Den er ejet af Thorupstrand Kystfiskerlaug, men er ikke i brug i øjeblikket. Måske kan du være med til at gøre den i stand?

Byg et bådhus i træ

Blandt fiskernes redskabsskure i Thorupstrand står et ældre bådhus, der er ejet af kystfiskerlauget. Vi har en åben invitation til at sætte det i stand eller udvikle et projekt dernede i samarbejde med fiskerne. Hvis en gruppe elever har lyst til at kaste sig over projektet, er I meget velkomne til det.

Duelighedsbevis

Hvis du drømmer om at tage et duelighedsbevis i navigation, kan du gøre det sideløbende med, at du går på højskolen. Du tager duelighedsbeviset hos Han Herred Havbåde ved siden af højskolens undervisning.

Vandreture i Klitplantagen

To kilometer fra skolen starter Vester Thorup Klitplantage. Her kan du boltre dig og vandre sålerne ud af dine støvler i din fritid. Skolens lærere hjælper gerne med tips til ruter, samt lokale trick, hvis I vil arrangere shelterture i en weekenderne.