Arbejdsrefugium ved skov og hav

Trænger du til arbejdsro?

Vester Thorup Højskole tilbyder arbejdsstationer til forfattere, kunstnere, iværksættere, studerende eller andre, der trænger til et arbejdsophold med fred og ro.

Faciliteter

Et skriveophold på Vester Thorup Højskole koster 100 kr. pr. overnatning og inkluderer værelse, skrivebord, wi-fi, opholdsrum, hyggelige udendørsarealer og adgang til bad, køkken, køleskab og masser af fred og ro. Maden sørger du selv for. Du er velkommen til at bruge skolens køkken.

Der er ikke opvask og oprydning inkluderet i prisen. Du sørger selv for at rydde op og vaske op efter dig selv.

Sengetøj

Du skal selv medbringe dyne, pude og sengetøj. Hvis du ikke har mulighed for det, så kan du leje af skolen for 100 kr. ekstra.

Hvem er vi?

Vester Thorup Højskole er en helt ny højskole, der starter sit første lange kursus januar 2020. Når der ikke bliver holdt korte kurser, er skolen tom, og du vil derfor have adgang til alle skolens faciliteter uden at blive forstyrret.

Området

Vester Thorup Højskole ligger naturskønt ved Jammerbugten i Nordjylland, tæt på Thorupstrand, som du måske kender fra tv-serien ”Gutterne på kutterne”. I landsbyen Vester Thorup er der en rigtig fin Lokalbrugs, som ligger tre minutters gang fra højskolen.

I Vester Thorup er der desuden et røgeri, der sælger røget fisk, og der er 4 km. til Thorupstrand, hvor du kan se de karakteristiske fiskekuttere, som området er kendt for. Ved Thorupstrand er der et fiskehus, hvor du kan købe frisk fisk og forskellige lækre frokostretter.

Transport

Hvis du rejser med offentlig transport, så stopper bus 70 i Vester Thorup. Det kan også være en mulighed at kigge i Facebookgruppen ”Lift: Aarhus – Randers – Aars – Fjerritslev”, hvor der tit er mulighed for at få et billigt lift til Fjerritslev. Du kan også tjekke GoMore eller blaffe herop.

Er I flere?

Det er mulig at være flere, der søger om en plads sammen – det kan fx være, at din organisation er i gang med at udvikle på strategien eller I er i gang med at skrive en fondsansøgning. Eller måske har I et fælles projekt eller en gruppeeksamen, der kan drage nytte af at komme ud af de vante rammer?

Vi hjælper hinanden

Til gengæld for et billigt ophold i et af Danmarks smukkeste områder, så vil vi gerne have lov til at bruge dit netværk, og samtidig fortælle vores følgere lidt om dig og dit besøg hos os.

Vi forestiller os, at du fortæller lidt om dit projekt og hvad du har lavet, mens du har været her, som vi kan dele online. Sharing is caring. Vi håber derfor også, at du vil hjælpe os med at fortælle dit netværk om højskolen generelt, da vi er en ny højskole i landskabet, der ærligt talt bare gerne vil have noget kærlighed og opmærksomhed.

Ansøg om en plads

Fortæl lidt om dig selv, og hvad du skal arbejde på, mens du er hos os. Skriv hvor mange dage og hvilke datoer, du gerne vil have en plads. Og gør det gerne forholdsvist kort. Send din mail til hojskolen@outlook.dk.