STOP OP – SOMMERHØJSKOLE

Elevforeningen arrangerer:

Dato: 22.-26- juli 2020
Pris: 1400 kr. per person inkl. fuld forplejning i dobbeltværelse

Er sommerferien, backpackerturen eller festivalen blevet aflyst eller hungrer du bare efter socialt samvær og højskoleånd?

Eller er du måske nysgerrig på, hvordan et langt ophold på Vester Thorup Højskole kunne være? Så STOP OP og nyd fem fantastiske dage spækket med fest, fællesskab, fordybelse og friluftsliv sammen med andre unge på Vester Thorup Sommerhøjskole. Her får du mulighed for at stoppe op i Danmarks allersmukkeste naturområder nær klitterne og det nordvestjyske hav og prøve et intensivt sommerhøjskoleophold, hvor bæredygtig livsstil, frisind, latter, nærvær og nydelse er i højsædet!

Sommerhøjskolen STOP OP er arrangeret af elevforeningen på Vester Thorup Højskole, som i samarbejde med underviserne på højskolen har sammensat et program med højt til loftet og kort til havet.

Ugen byder blandt andet på vandretur i de lokale skovområder og heder, morgendukkerter i det friske haw, ro, bevægelse, hygge i vores barområder Greta ThunBar og Hebron, workshops om storytelling, action painting, bæredygtig aktivisme, tøjfarvning, salsa, blafferi, sylt, sankning og gin-brygning, biavleri og afsluttende et brag af en fest med partyband, salsadans og vores hjemmebryggede våde varer. 

Her kan du se et udpluk af nogle af de aktiviteter, der er på programmet til STOP OP:

Morgenbadning ved haw

Start dagen med en frisk dukkert i de blå bølger på Thorupstrand, som ligger et stenkast fra højskolen

Bålhygge under stjernerne

Der er ikke noget, der oser af højskoleånd som fællessang, leg, spil, snobrød og øl rundt om bålet

Vandretur i den fri nordjyske rå natur

Glæd jer til en eventyrlig vandretur i den rå nordjyske natur, hvor heder, bakkede landskaber, skov og strand forenes. På turen vil højskolens levende leksikon, biolog Sofie Graarup Jensen, artsbestemme flora og fauna, og der vil afholdes sjove aktiviteter på vejen

Gin- og mjødbrygning 

Til vores afsluttende fest skal der serveres iskolde sanke-drinks! Derfor skal vi selvfølgelig have brygget vores helt egen STOP OP-miksturer med sankede enebær og lokal mjød.

Danmark rundt på tomlen – 16 år i vejkantsdanmark
Foredrag v. Carsten Theede

Hvorhen, hvordan og ikke mindst hvorfor skal vi rejse i fremtiden? Kan vi lære noget af blafferens måde at rejse på? Og kan de erfaringer gøre måden vi rejser på mere klimavenlig og fællesskabsorienteret? Carsten Theede fra Blaffernationen vil give syv konkrete bud på, hvordan vi i hverdagen kan blive inspireret af blafferens rejsefilosofi – godt blandet med fortællinger fra livet i Vejkantsdanmark og anekdoter fra 16 års tommelrejser i Danmark

Workshop i naturfarvning – Indigo

Med hjælp fra molekylærbiologen og indehaveren af Midgaards have, Astrid Kolding Sivertsen, vil vi få gennemgået de blå farveplanters historie, og forklaret den kemi, der ligger bag farvning med indigo. Efter et spændende oplæg om naturfarvningsfaget er det tid til selv at få farve under neglene og lave STOP OP-klæder

Værkstedsaften

Til værkstedsaften vil der være mulighed for at kreere alskens kreative smykkehåndværker og beklædning m.m. samt at bygge møbler af genbrugs- og affaldstræ med hjælp, råd og materialer til fri afbenyttelse

Yoga, ro og sansning

På sommerhøjskolen bliver der rig mulighed for at stoppe op og mærke sig selv – og måske give sig selv lidt ekstra afslapning eller udfordring i gave undervejs

Lokalhistorie og naturskånsomt fiskeri

Der vil være mulighed for at deltage eller lytte til en paneldebat om Thorupstrand Kystfiskerlaug, hvor der vil blive rejst spændende diskussioner om naturskånsomt fiskeri ved Mathilde Højrup, miljøantropolog og erhvervs Ph.d ved Centre for Blue Governance v. Aalborg Universitet og Thomas Højrup, etnolog og formand for andelsforeningen Thorupstrand Kystfiskerlaug

Ryst hofterne i en salsa

Kridt danseskoene og glæd dig til en sjov salsa-workshop, hvor vi sammen med vores dygtige salsa-instrukttør vil lære at ryste hofterne og forhåbenligt med smil og sved på panden vil lære et par dansetrin, som vi kan flashe på floor, når vi afrunder ugen med en fest!

Action painting

Prøv kræfter med din indre Pollock i en sjov og intens action painting workshop, hvor vi i høj fart og til vild musik slipper vores indre kunstnere fri!

Der tages forbehold for ændringer i programmet

FAQ:

Hvad koster kurset?
Det koster 1400 kroner per person inkl fuld foipeljning og delt dobbeltværelse

Er der flere ledige pladser?
Ja. Vi lukker for tilmeldingen, når der er fyldt op.

Er det muligt at få et enkeltværelse?
Nej, det er ikke muligt at få tildelt enkeltværelse. Der er mulighed for at slå et telt op på skolens grund, hvis det foretrækkes.

Skal jeg selv have sengetøj med?
Ja, du skal selv medbringe lagen, pude, dyne og/eller sovepose til dit ophold.

Skriv her hvis du er vegetar, veganer, har allergier eller andet, vi skal være opmærksomme på.

Læs Handelsbetingelser for korte kurser