Valgfag

Valgfagene kan variere, og der kan forekomme ændringer i vores udbud. For få tilmeldinger til et fag kan gøre, at vi må aflyse det. Men vi vil altid bestræbe os på at imødekomme valgfagsønsker fra vores elever

Filosofi

Hvad vil det sige at være menneske? Hvad er sandheden? Vi skal beskæftige os med de store tænkere, de forskellige filosofiske retninger og hvordan det giver mening i en moderne konktekst. Vi skal diskutere store og små emner, hvor du bliver udfordret og skal tage stilling til dig selv og andres standpunkter.

Psykologi

Hvem er jeg? Psykologien giver dig en grundlæggende indsigt i hvordan du og andre mennesker tænker, handler og føler. Vi prøver at skabe en forståelse for hvorfor mennesker handler og reagerer som de gør i forskellige situationer. Vi prøver at forstå de psykiske mekanismer, der er på spil mellem mennesker, og gennem undervisningen vil du måske også nærme dig en større selvindsigt og forståelse for dine egne ressourcer.

Podcast

Lav din egen podcast. Vi skal arbejde med det rent tekniske: optagelse, redigering og distribution. Vi skal arbejde med interviewteknik, idéudvikling, skrive manuskript og arbejde med den gode fortælling. Vi skal se på lyddesign, lydeffekter og brug af baggrundsmusik.

Øl- og ciderbrygning

Vil du lære at lave hjemmebrygget cider og øl? Vi skal eksperimentere og prøve os frem. Gennem forløbet kommer du både til at arbejde med vildgæring samt forskellige velkendte gærtyper. Forløbet vil også byde på et bryggeribesøg.

Fix det selv

Er der hul i dine bukser? Er din cykel gået i stykker? Uanset hvad det er, så prøver vi, om det kan repareres eller forbedres i det her fag. Derudover har du også mulighed for at lære almindelige praktiske kundskaber som at lappe din cykel, bore et hul i væggen, sætte en lampe op eller lave andre praktiske ting, der kan være givtigt i en almindelig hverdag.

Fotografi

Du lærer grundlæggende teorier og praksis. Du lærer komposition, indstilling, lys, virkemidler og genrer. Du lærer også hvordan det gode fotografi fortæller en historie. Vi skal både prøve at tage billeder ude og inde, af naturen og af mennesker. Vi skal arbejde med det opstillede og det umiddelbare. Vi skal både redigere digitale fotos og fremkalde i mørkekammer.

Naturens spisekammer

Hvis man leder de rigtige steder, så kan man finde noget at spise året rundt i den danske natur. Vi skal ud og finde spiselige planter, svampe og bær. Vi skal ud og fange strandkrabber, samle muslinger og østers – og tilberede det selv. Vi skal lære forskellige typer af fisk at kende, vi skal lære at rense en fisk og vi skal prøve at tilberede fisken på forskellige måder.

MTB

I området omkring Vester Thorup er der masser af fantastisk natur. I Svinkløv Plantage finder du nogle af landets bedste mountainbike-baner. Uanset om du er øvet eller nybegynder, så er valgfaget i MTB til dig, der gerne vil ud og være aktiv.

Fermentering og konservering

Hvis man skal følge årstiderne og spise det, der er i sæson – så skal man konservere og gemme de gode madvarer, når der er overskud. Vi sylter, henkoger og fermenterer af sensommerens overskud, så vi er klar, når vinteren kommer. Vi skal eksperimentere og afprøve forskellige teknikker, der kan gøre os klogere på fermentering og konservering.

 

Outdoor og friluftsliv

Du lærer at begå dig i naturen. Vi skal ud i naturen, vi skal lave bål og vi skal overnatte udenfor. En del af faget inkluderer også forskellige aktiviteter som klatring, kajak og sejlads. Derudover taler vi om hvordan man færdes ansvarligt i naturen, og hvordan man aflæser naturen.

Navigations- og radiokursus

Navigation handler om færdselsreglerne på havet og hvordan du finder vej til dit bestemmelsessted. Radiokurset lærer dig at fungere som radiooperatør om bord på et skib. På valgfaget får du mulighed for at komme med ud på havet sammen med fiskerne fra Thorupstrand. Navigations- og radiokurset starter med et sikkerhedskursus, som du skal bestå for at komme med ud og sejle.

Retorik

Retorik handler om at argumentere og tale overbevisende. Du får en introduktion til retorikkens begreber og du kommer til selv at træne fremlægning, argumentation og at skrive samt fremføre en tale. Vi kommer til at arbejde med forskellige virkemidler, vi skal se på gode og dårlige eksempler og vi skal arbejde med at få kontrol over nervøsiteten.

Skriveværksted

Skriveværkstedet er både for dig, der godt kan lide at skrive – eller dig, der gerne vil i gang med at skrive. Vi skal arbejde med forskellige genrer, vi skal se på forskelle typer af tekster og vi skal øve os i at skrive. Vi skal arbejde med formidling, journalistik og kreativ skrivning. Der vil være rig mulighed for at arbejde med lige den type af tekst, du gerne vil arbejde med.